Om HB Trædesign

HB Trædesign er et hobbyprojekt startet af mig – Henning Bak. Jeg har en stor passion for trædrejning og jeg nyder virkelig at bruge tid i mit værksted. Her på siden kan I blandt andet se noget af mit arbejde derfra, læse om mit værksted og ikke mindst min baggrund.

Min baggrund
Efter min soldatertid i 1975 kom jeg i voksenlære som tømrer ved Engesvang Tømrer og Snedker. Her havde jeg i meget af min læretid på skift ansvaret for en anden lærling, og på den baggrund fik jeg lov til at lave mange forskellige ting. Efter endt læretid kom jeg til at arbejde for min bror som drev Ivans Snedker- og Tømrerforretning, og der fik jeg lært lidt om maskinsnedkeri og en masse landbrugsbyggeri. Efter nogle år som svend skulle jeg også prøve at være selvstændig, så jeg startede Monberg Tømrer- og Snedkerforretning – en spændende tid, hvor jeg fik mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige projekter, men i 1993 var det sløje tider i byggebranchen så jeg valgte at stoppe, og fik i stedet arbejde på Velux Vinduesfabrik. Efter nogle år, trak det i mig og jeg savnede at komme ud på tagene igen som tømrer, derfor var jeg de sidste mange år ansat i et allround byggefirma, hvor jeg har kørt som servicetømrer i forskellige boligforeninger. Da efterlønnen nærmede sig, arvede jeg min fars gamle drejebænk, og der har jeg stået siden. Det er måske så meget sagt, men det er en hobby, og hvis man først bliver bidt af den, glemmer man hurtigt tid og sted.